Året er ved at gå på hæld – og sikke et år! Det blev vildt og vådt på mange måder.
Sommeren var stormfuld, efteråret var vådt og i oktober kulminerede de to termer i
stormflodshændelsen, som vi desværre blev hårdt ramt af i Vordingborg Kommune.
Der har været mange opgaver for de involverede omkring havnene at løse siden
strategiplanen blev besluttet i foråret. Vi er på ingen måder i mål, og heldigvis for det.
Både brugere, vandet og opgaverne er dynamiske, så vi er sikre på at 2024 også bliver
et år med fart på, hvor flere elementer fra strategiplanen skal realiseres.
Når vi i havneteamet gør året op, så gør vi det med en meget stor stolthed og en stor
beundring og respekt for alle jer, der ligesom os, er glade for vandet, det maritime,
vandsporten, det godt liv og oplevelserne nær kysten, restaurantbesøg, pop-up events,
musikfestivaler og alt det andet der sker ude på vores havne.
Vi har oplevet en meget stor interesse for at skabe og udvikle, komme med gode ideer
og råd gennem dialog og en høj grad af frivillighed, hvor flere hjælper med små og
store opgaver for, at hverdagen og ferierne ved havnene og kysten bliver endnu bedre.
Det vil vi gerne sige mange gange tak for!
Workshop
Den 30. november 2023 var over 80 mennesker med interesse for vores havne mødt
op til workshop i DGI-huset.
Her blev der givet en status på arbejdet med investeringsplanen og den kommende
lånoptagning, som er et af de vigtigste og største elementer i strategiplanen. Og så
blev rammen om vores kommende idekatalog, som skal anvendes til fondsansøgninger
og udvikling præsenteret.
Tak fordi I tog så godt imod det hele og wow – vi er faktisk stadig lidt høje over, hvor
mange gode idéer og potentialer I kom frem til ude ved bordene.
Nu ser vi frem til at gå i maskinrummet og indarbejde ideerne i kataloget, for når det er
sket, så er vi ved at være klar til, at banke på hos forskellige fonde.
Status på stormfloden
Klima- og Teknikudvalget behandlede på deres møde den 6. december en sag om
genopretningen af Præstø og Klintholm havne efter stormflodsskaderne i oktober 2023.
I Havneteamet har vi hurtigst muligt brug for, at kunne påbegynde genopretningen, da
det potentielt kan have store konsekvenser for vores indtjening, særligt for
gæstesejlere, hvis broerne ikke genoprettes.
Særligt bådejerne i Præstø Havn har en naturlig bekymring for, om der er plads til
deres både i havnen til sæson 2024. Vi gør alt, hvad vi kan for, at det skal lykkes.
Havneteamet har besluttet, at vi tilbageholder kontrakter med nye bådejere i vores
andre havne til vi kender tidshorisonten for genopretning af Præstø Havn. Det betyder
helt konkret, at vi pt ikke tegner nye kontrakter, men tilbageholder pladserne til
bådejere fra Præstø Havn, så disse sikres en plads, indtil broerne i Præstø Havn er
færdige. Dette gælder primært Kalvehave Havn, Nordhavnen og Stege Havn.
Vi arbejder lige nu med løsninger, som skal skabe nye midlertidige pladser i Præstø
Havn til brug i sæson 2024, så flest mulig kan blive i egen havn. Information om dette
vil tilgå bådejere i Præstø Havn direkte.
Klima- og Teknikudvalget besluttede også at igangsætte arbejdet med renovering af
bådebroerne i Klintholm Havn.
Dagsordenspunktet handlede også om en orientering om arbejdet med
investeringsplanen og administrationens udviklingstanker. Klima- og Teknikudvalget
skal behandle investeringsplanen mere konkret i februar.
Forslag til ny strategi for autocampere
Hvert år får vi besøg af rigtige mange autocampister i Vordingborg kommune, særligt
på vores havne. Tallene for autocampister har de seneste år været i stigende udvikling.
Tanken er, at vi med forslaget og det opdaterede administrationsgrundlag får en plan
og et værktøj, vi kan arbejde og etablere efter.
Forslaget byder blandt andet på hele to
autocamperpladser til Klintholm Havn, som vi i den grad har manglet. De nye pladser
kan bidrage til udviklingen af Klintholm Havn og skabe indtjening til havnen. Forslaget
indeholder også en plan for etablering af el, tømningsanlæg og generel forskønnelse af
de nuværende og nye pladser, så disse bliver mere attraktive og forhåbentlig giver flere
besøgende.
Forslaget har også fokus på at undersøge arealer uden for lystbådehavnene, hvor
autocampister kan henvises til og ikke holder på må og få i vores natur, men kan
parkere under regulerede forhold.
Klima- og Teknikudvalget godkendte at sende forslaget til en strategi for autocampere
med tilhørende administrationsgrundlag i høring.
El-afregning for 2023
Fristen for afregning af el for 2023 er udsat til den 10. januar 2024. Hvis du ikke kan nå
forbi din lokale havnefoged, så sender du en mail til havnens mail med billede af
målerens tal, dato for aflæsning og nr. på dit elkabel. Herefter vil du modtage en
faktura for forbruget. Dette gælder også for kabler, hvor forbruget er nul. Dette skal du
også fremsende et foto af.
Er dit El-kabel ikke aflæst inden den 10. januar 2024, så vil du jf. kontrakten bliver
opkrævet 5.000 kr. Brugere af Præstø Havn, hvis båd er blevet beskadiget efter
stormfloden, kan se bort fra denne information.
Takstblade 2024
Kommunalbestyrelsen skal på deres sidste møde i 2023 behandle en sag om takster i
Vordingborg Kommune, herunder også takster for lystbådehavne og erhverv.
Som bruger har du ansvar for at holde dig opdateret.
Det nye takstblad vil blive offentliggjort på www.vordingborg.dk/havne og på havnenes
respektive hjemmesider, inden årsskiftet.
Status på overdragelse af mindre havne
I foråret 2023 vedtog en enig Kommunalbestyrelse en ny strategiplan for Vordingborg
Kommunes havne. I strategiplanen er det besluttet, at seks mindre havne skal søges
overdraget eller solgt.
I strategiplanen for havnene er det vedtaget at: Skaaninge Bro Havn, Gl. Kalvehave
Havn, Balle Strand Havn, Sandvig Havn, Jakobs Havn (nordlig del) samt Dalen, søges
solgt, eller overdraget med fuld overtagelse til lokalsamfundet/det lokale bådelag. I
overdragelsen/salget skal det sikres, at havnene ikke senere kan tilbageføres til
kommunen på nogen måde, heller ikke ved sammenstyrtning og manglende
vedligeholdelse.
Såfremt dette ikke kan sikres, fastholdes havnene, men med lokale
driftsaftaler med vilkår om bådelagenes/lokalsamfundets løbende vedligeholdelse af
havneanlæggene og der fremadrettet føres tilsyn hermed. Ved manglende aftale
herom eller ved manglende løbende vedligeholdelse jf. aftale, anbefales havnene
nedlagt.
Havneteamet afventer den politiske beslutning om vilkår for overdragelsen, som
forventes gennemført i april 2024, hvor råderumsanalysen behandles. Når der
foreligger en politisk beslutning, vil processen om overdragelse blive igangsat og de
respektive havne vil blive indkaldt til møder omkring processen.
Nye vedtægter for Havneråd og Havneudvalg
Der har været godt gang i de politiske sager den sidste måned. Efter en samskabende
proces med dialog og høring har Havnerådet og Havneudvalgene den 29. november
2023 fået nye vedtægter at navigere efter, da Kommunalbestyrelsen vedtog sagen.
De nye vedtægter er endnu et led i implementeringen af strategiplanen, hvor der har
været et stærkt ønske om at invitere en bredere gruppe med ombord, så havnene og
udviklingen af disse får et bredere perspektiv med flere vinkler.
Vi ser frem til samarbejdet i de nye havneudvalg, som begynder i starten af 2024.
Her kan du læse sagen og de nye vedtægter
Tip en ven om nyhedsbrevet
I er mange der har modtaget nyhedsbrevet fra første udsendelse og den seneste tid er
der kommet mange nye abonnenter til.
Det er rigtig godt, for det er her du kan læse om stort og småt fra havnene og der
kommer også indimellem info, som du som bruger skal reagere på.
Når vi mødes med folk rundt omkring om havnene, så er der stadig nogen der ikke har
hørt om nyhedsbrevet, så derfor, tip endelig dem du kender og send link til tilmelding
videre til dem, så de ikke går glip af vigtig information og viden.
Glædelig jul og godt nytår
Med dette års sidste nyhedsbrev vil vi ønske jer alle sammen en rigtig glædelig jul og et
lykkebringende nytår.
Vi glæder os til at møde ind i det nye år, med ny energi og til en masse spændende
opgaver.
Mange hilsner fra alle os i Havneteamet